Visse havnemoler kan være gode dykkersteder og denne er bestemt en af dem.dyk ved Strib Havnemole med GoDive

Gå i vandet ved siden af badebroen. Her er det nemt og sikkert at gå i og nemt at komme op igen. Man dykker til højre langs stensætningen og til dels spunsvæg. Det er stensætningen der er det mest spændende område. Så snart man er kommet under og kommet tæt på stenene, er der masser af liv på det lave vand.

Det meste af det liv som knytter sig til et stenrev, kan man møde her - også selvom man er inde på lavt vand det meste af tiden. Dykket er et rigtig godt begynder dyk, som kan dykkes under alle forhold.

Stenene er levested for en del tangarter og giver læ og skjul for mindre fisk som tangnåle, tangspræl, tangsnare og ikke mindst havkarussen. I sommerhalvåret kan man altid møde havkarussen her. Den ynder at leve steder med sten og tangplanter. Som dykker kan man komme helt tæt på disse små revfisk. De passer hver deres territorium og placerer man sig ved en større sten og fodrer fiskene med lidt blåmusling. Det kan man få lang tid til at gå med og samtidig få sig nogle sjove undervandsoplevelser.

Ofte kommer der også andre dyr og blander sig i festmåltidet. Især mindre torsk og strandkrabber kommer frem fra deres skjul. Så selvom man kunne kalde havmolen for et kunstigt rev, virker det som et ægte rev. Danmarks mindste fisk kan ses her, nemlig den to-plettede kutling, som er en smuk lille fisk. På stenene sidder der også en del af de dyr som lever af at filtrere vandet for små organismer, bl.a. sø nelliker og søanemoner.

Svømmer man lidt væk fra stensætningen kan man på sandbunden møde tobiser og fladfisk som f.eks. rødspætter og skrubber. Derudover kan man i foråret være heldig at møde hornfisk og ved natdyk er der gode chancer for at se ål og havørreder.

Fakta

Mindste dybde (M)0
Maksimale dybde (M)6
Egnet tilScuba dykning, UV-jagt, Snorkling
TypeMole
Adgang fraKyst
StrømforholdSvag strøm kan forekomme
Kommentar til strømPas på ikke at komme for langt ud i bæltet, strømmen kan være stærk.
Sværhedsgrad (1 - 5)2
I og op af vandetved badebroen
HøjdepunkterStensætningen
FaciliteterParkering, Toilet
KørselsvejledningFra E20 vælges afkørsel 58. Følg skiltene mod Strib på Jyllandsvej. Efter et par hundrede meter drejes ad Staurbyskovvej. For enden af denne drejes til højre ad Strandvejen mod Strib. Følg denne indtil man kommer til Marinaen.
  • Gunnar Clausens Vej 14
  • 8260 Viby J
  • Denmark
  • Telefon: 86 24 32 33
  • Email: mail@godive.dk
  • CVR: DK36454075