Oplev friheden |
Her findes toilet, parkeringsplads og borde og bænke, blot 20 meter fra vandkanten.
Går du i vandet ved platformen med kanonerne, kan du med udsigt til Fredericia på den anden side af bæltet, tage finner på og glide ubesværet under
overfladen. Her kan du dykke uden den store fare for, at strømmen tager dig med ud midt i Lillebælt.
I vandet til højre for platformen, er det mest populære område at dykke i, da bunden og dyrelivet her er meget afvekslende. Bunden skråner svagt nedad og efter at man er kommet igennem et ålegræsbælte, skifter bunden til en blanding af grus og sand. Man er nu på 5 -6 meters dybde og ser ofte de første små torsk her.
Dykkerstedet kan også byde på sildestimer i sæsonen (sent forår) og så er der rigtige gode muligheder for at se og høre marsvin, dog ikke med scuba-udstyr, da lyden oftest skræmmer dem.
Strib Nordstrand er samtidig et rigtig godt sted, hvis man vil opleve fladfisk. Bundforholdene er ideelle for rødspætter og pighvar og særligt i sommerhalvåret er der mange at se.
På bunden findes der en del træstammer og dermed oplagte gemmesteder for eremitkrebsene, som stortrives her. Træstammerne er med til at gøre dykket her til noget særligt. Mange af de mindre fiskearter som tangspræl, hundestejler, kutlinger men også ålene, nyder godt af træstammernes gemmesteder. Træstammerne som bliver bragt hertil fra Røjle Klint af strømmen, vidner også om, at det er et populært sted for lystfiskere. Man kan hurtigt samle grej, som sidder fast på stammerne, for en mindre formue.
Dykker du lidt længere ud - på 6 til 8 meters dybde, vil du opleve større sten, som er flot begroede med gule og orange brødkrummesvampe.
Her er mange spændende fotomotiver – både til makro og vidvinkel. Længere ude i bæltet på 10-12 meters dybde, finder man endnu større sten med sukkertang og sø nelliker og på bunden omkring stenen er der gode chancer for at se søanemoner og ofte store fladfisk.
| Mindste dybde (M) | 0 |
| Maksimale dybde (M) | 18 |
| Egnet til | Scuba dykning, Fridykning, UV-jagt, Snorkling |
| Type | Natur |
| Adgang fra | Kyst |
| Strømforhold | Stærk strøm kan forekomme |
| Kommentar til strøm | Pas på ikke at komme for langt ud i bæltet, strømmen kan være stærk |
| Sværhedsgrad (1 - 5) | 2 |
| I og op af vandet | På begge sider af platformen med de 2 kanoner er oplagt sted at snorkle oplagte steder at gå i og op af vandet |
| Højdepunkter | Træstammer med masser af liv Toiletter, p-plads og bord-bænke sæt. Bager, kiosk, pizzeria og restaurant ca. 500 meter fra stranden. |
| Faciliteter | Parkering, Toilet |
| Kørselsvejledning | Fra E45 køres af afkørsel 58. Her fra køres efter skiltene mod Strib. Ved T-krydset, 1, 5 km, drejes til venstre mod Strib ad Strib Landevej. Følg vejen igennem byen til du næsten ikke kan komme længere og drej til højre første gang efter Nørre Alle. Her vil du se Lillebælt 50 m fremme. |